søndag den 3. februar 2013

New Zealand 2


I Tauranga har de den flotteste måneopgang og verdens bedste lammeskank med kartoffelmos!!  Her sker ikke meget men toget kører forbi en gang imellem..
Udsigt fra vores motel

I Rotorua har de termiske udbrud midt i byen.. Gejsere sprutter - tyktflydende, gråt og dampende mudder bobler i små pools. Det er lidt svært at forstå at helt pludselig kommer der varm damp op af et hul – og det er meget varmt, men heldigvis er hullerne indhegnet. Her stinker af svovl overalt – noget man skal vende sig til.

I Taopo har vi en flot udsigt.


 Her kan man også, udenfor byen, se den blå og den grønne sø… man ryster lidt på hovedet men forklaringen findes på bunden.


Vi har set vandfaldet Huka Falls der skummer og fosser som øl fra et fadølsanlæg. Det turkisfarvede vand presser sig igennem en 15-20m bred kløft, hvert sekund buldrer 220.000 liter vand gennem kløften!! Et fantastisk syn – heldigvis fik vi nogle fine fotos af vandfaldet inden der buldrede 100-vis af kineser frem for at fotografere…





Vi sejlede til et sted som hedder Orakel-Korako- her er en klippe med fantastiske farver og mudderpølene bobler side om side med kiselholdige terrasser. Udbrud overalt og meget, meget varmt. Det var helt vildt at mærke på vandet som boblede frem – det var kogende, her er der ikke ret mange dyr - forståeligt nok- men fine planter som har tilpasset sig temperaturerne.






I Napier blev Claus klippet for 20 NZdollar – næsten 95kroner, det er han meget tilfreds med. Byen er bygget på Art Deco temaet efter et jordskælv i 1931 kl. 10:47. For at fange turisternes opmærksomhed går her statister rundt i tøj fra art deco-tiden, danser charleston og kører rundt i gamle fine og velpudsede biler. Vi boede selvfølgelig på ”The Art Deco Masonic hotellet” og spiste morgenmad på terassen med udsigt over vandet.



Vi har kørt igennem Dannevirke og drukket formiddagskaffe og spist scones i en af de faldefærdige cafeer på hovedgaden.  Her har man glemt at det var danskerne som kom hertil i 1872 – men turistinformationen var da meget glade for at vide at vi kom fra Danmark – det danske flag var hejset.

Vi er kommet til Wellington – sikken overraskelse- vi kom lige til den verdensfinalen i Rugby - årets højdepunkt - som varer i 2 dage. Her var ikke nogle hotelværelser at opdrive- men hold da helt op - de ved i hvert fald hvordan man fester.    Det er helt fantastisk at se hvordan voksne mennesker kan klæde sig ud i de mest fantastiske kostumer, synge, danse og drikke øl og varme op på havnepromenaden til de afgørende kampe på stadion.


 Nå, men vi har sovet et sted udenfor byen – det sidste værelse man kunne få og med godt opskruede priser. Nu har vi fået et værelse på 13.etage med flot udsigt efter at Claus igen ”smurte” receptionisten med lidt chokolade. Ja, ja .. men Wellington er en dejlig by med vand, havn, bakker og et centrum som lægger op til fest og leg. De har en gammel kabel bane hvor man kan kigge udover byen og en fantastisk botanisk have som man let kan fare vild i – men smukt det er her.

Havnebassin
En skøn bro
Fortryllende park
Claus støtter sig til en stammekvinde..
Udsigten fra værelset fra 13.etage
Rejsekort   Klik for stort billede

I morgen -tirsdag - sejler vi til sydøen- en sejlads på 3timer og 30 minutter. Håber det bliver en stille sejllads. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.